Nymindestrømmen

Gedde fra Nymindestrømmen

Nymindestrømmen – info

Nymindestrømmen er Ringkøbing Fjords gamle udløb ud til havet. I dag består det tidligere udløb af en række søer, hvor man kan fange ål, gedder, skaller og aborrer.

Søernes dybde veksler en del. Det både individuelt og i forhold til hinanden. Nogle har huller på 2-2,5 meter, mens andre har lavvandsområder hvor gennemsnitsdybden ligger på ca. 40 cm.

Nogle år skal man være opmærksom på, at lange perioder med temperaturer der veksler imellem 22-30 grader, kan gøre det tæt på umuligt at fange noget i søerne. Vandet bliver enormt varmt og nogle fisk vil ikke være aktive under de forhold eller trække ud i fjorden. (De der kan)

De første måneder om sommeren, er eminente til både gedde- og aborrefiskeri i Nymindestrømmen.

Ålefiskeriet kan være ganske udmærket i løbet af hele sommeren, men igen, hvis vandet bliver for varmt, bør man forsøge sig i Ringkøbing Fjord.

Foråret, efteråret og vinteren er de bedste årstider til fangst af gedde her. De store aborrer er også til at få i tale under de tre årstider.

Skallerne er mest aktive i sommersæsonen.

Fangstmetoder

Gedderne i søen er glade for orange i vinterhalvåret. Men hugger også på andre farver som spænder fra gul/sort til sølv. Kun lystfiskerens fantasi sætter grænserne. I den kolde tid bør man benytte agn, som kan fiskes både dybt og højt i vandet. Sommersæsonen åbner op for overfladefiskeri med poppere m.m.

Her er nogle af de agn man kan bruge til både aborrerne og gedderne i Nymindestrømmen: Jerkbait, swimbait, wobler, spinner, popper, spinflue, agnfisk, flue og blink m.fl.

Bunden er for begroet til at anvende jighaler m.m.

Ålene kræver kun den klassiske regnorm. Fisk gerne med en prop, da der, som tidligere nævnt, er meget grøde på bunden. Når de store ål skal fanges, kan man benytte prop og agnfisk.

Skallerne kan fanges med orm, majs, brød eller dej m.m.

Rigtig god fornøjelse.

Jari P. – Lystfiskeri Danmark og Lirf.dk


Læs også om geddefiskeriet i fjorden: Geddefiskeri i Ringkøbing Fjord…